Sök
Sök
Rundt på Zanzibar

Rundt på Zanzibar

Af Sofus Madsen
Hvis man vil andet end badeferie på Zanzibar, så er der masser af muligheder for at udforske denne meget interessante ø.

Første møde med Zanzibar er Stone Town som man både kan flyve og sejle til fra fastlandet.
Stone Town er så absolut et besøg værd. Her kan man nemt tilbringe et par dage.
I bydelen Old Town kan man nemt fare vildt i de mange små snævre gader, der er fyldt med små hyggelige souvenirs butikker, caféer og restauranter. Der er virkelig mulighed for at få en god pris, hvis man ellers vil handle om tingene.

Igennem tiderne har der været mange forskellige folkeslag gennem byen, som virkelig har sat deres præg på de mange bygningsværker. Her ses alt fra arabisk, indisk, britisk til portugisisk stil, hvilket gør det til en virkelig imponerende by.

Ved aftenstid er der opstillet en række boder langs havnefronten, hvor man kan nyde alt godt fra havet tilberedt på grillen, mens man nyder den smukke solnedgang over Det Indiske Ocean.

Et andet besøgsværdigt sted er Changuu, også kaldet Prison Island, som ligger 5 km vest fra Stone Town. Der er et park fee, som skal betales ved ankomst til øen. På selve øen har et par luksushoteller stort set taget over, men der er også en rigtig god strand. Derfor kommer de fleste for at snorkle ved de imponerende koralrev. Derudover har de en stor forsamling af kæmpe landskildpadder, som man har mulighed for at komme helt tæt på.

En anden populær ting er en ”spice tour”. Her bliver man kørt ud til en af de mange krydderifarme, hvor man med guide går rundt og får en sanseoplevelse udover det sædvanlige. Blandt de mange krydderier der findes her, kan nævnes vanilje, nelliker, kardemomme og sort peber.

Snyd ikke dig selv for et par afslappende dage ved en af de mange hvide sandstrande med det krystalklare vand.

TILL SIDANS TOPP
Kontakta oss: 0413-17050
Hitta oss på: