Sök
Sök
På grænsen til Burma

På grænsen til Burma

Af Marianne Dalsgaard
Tidspunkt for rejse: Januar 2010

Langt fra Bangkoks glitrende skyskrabere og øernes sandede luksustilværelse ligger et Thailand, som få turister under sig selv at opleve.

Der høres musik derovrefra, og en række mænd sidder formålsløst på flodbredden og kigger tomt over på mig – på den anden side af floden. En enkel mand er travlt beskæftiget med at fragte folk over floden på en stor, sort gummiring, som han trækker gennem vandet. De thailandske grænsevagter blander sig ikke i trafikken – burmeserne bliver samlet op og kørt tilbage til Burma sidst på dagen.

Jeg er på turen Det oprindelige Thailand. Første stop er Mae Sot, som ligger på grænsen til Burma. Jeg køber vand af en jævnaldrende kvinde, og guiden fotograferer os sammen. Jeg står på et lavere trappetrin end hun og er alligevel to hoveder højere. Hendes lille, smilende ansigt er smurt ind i gul farve. Det er burmesisk hjemmelavet makeup, som blandt andet beskytter mod solen. Hun er født og opvokset i grænselandet, fortæller hendes mor, en gammel kone, som står og tygger betelnødder, så den røde saft løber hende ned ad hagen.

På vejen til Mae Sariang stopper vi ved en burmesisk flygtningelandsby. Vi kan ikke komme ind i byen, men har fra vejen en god udsigt over stråhytterne, der ligger som en lille svampekoloni på bjergskråningen. Husene er bygget på pæle og danner skyggefulde hvilepladser for fjerkræ og hunde. Børn løber rundt i flipflop-sandaler og spiller fodbold på en bane af rødt støv. De nærmer sig pigtrådshegnet - nysgerrigt, generte - for at se nærmere på de underlige, hvide mennesker og posere for vores skinnende digitalkameraer.

Bagefter besøger vi en Karen-landsby, her må vi gerne gå rundt. Karen-folket er en bjergstamme, som også oprindeligt kommer fra Burma. Solen bager ned fra oven, mens vi tripper rundt mellem landsbyens huse, husdyr og husdyrs efterladenskaber. De gæstfrie beboere inviterer os gerne indenfor, så vi tager skoene af og kravler op ad stigen til en hytte, som er bygget af brædder - store revner og mellemrum gør vinduer overflødige. Her er både soveværelse, stue og køkken, men indretningen får dog enhver dansk spejderhytte til at ligne et luksushotel. En ung mand med solbriller i panden viser os rundt, mens en gammel bedstemor ser til fra sit hjørne, og bedstefar leger med en flok hundehvalpe nedenfor huset.

En tidlig morgen donerer vi mad til munkene. Det er en thailandsk, buddhistisk skik, som betyder held og lykke for giveren. Vi har købt hver vores tallerken med en lille pakke med ris og grøntsager, frugt, vand, blomster og penge. Munkene går en tur i byen omkring kl. 7, og så kommer folk ellers ud, lægger donationerne ned i munkenes medbragte beholdere og får en messende velsignelse som tak.

Tæt på Chiang Mai ser vi en elefantpark. Vi har allerede på turen været ude at ride på de stærke dyr, men i parken får vi også demonstreret, hvor kloge og lærenemme elefanter er. De kan både spille mundharmonika, spille fodbold og male smukke billeder af blomster, som virkelig ligner. Bagefter kan man købe billederne og tage dem med hjem som bevis på og minde om en tur, der viser en mindre kendt og - for os - noget mere usædvanlig del af Thailand.

Hus på grænsen til BurmaNysgerrige drenge på den lokale fodboldbaneAfslapning foran hus-indgangOprindeligt hus på pæle
TILL SIDANS TOPP
Kontakta oss: 0413-17050
Hitta oss på: